ARTIKLER M.V. OM STATSMINISTERENS NYTÅRSTALE
Her er Evas artikel til KForum den 2. januar 2013 om statsministerens nytårstale:
Helles nytårstale: Sådan gør en presset regering
Statsministeren holdt en nytårstale, der er glemt i morgen, så jeg iler med en lille analyse af, hvorfor statsministeren valgte at sige alt det, alle andre kunne have sagt, og som ingen derfor gider høre på. Kan statsministeren slippe af sted med at holde en tale, der giver indtryk af, at regeringen efter bedste evne forsøger at navigere et oprørt hav, men hvor kaptajnen ikke har nogen klar retningssans?
___
Det første tydelige tegn på, at nytårstalen ville blive defensiv, var statsministerens beslutning om, at tage luften ud af talen, ved i juledagene at løfte sløret for hovedbudskabet i et interview til ”JyllandPosten”. Af interviewet måtte man forstå, at regeringen ville holde fast i sit reformspor, og at der ikke ville komme større udspil i talen.
”Afsløringen” skulle givetvis først og fremmest sikre en forventningsafstemning i forhold til statsministerens bagland. Sidste års store armbevægelser med ”beslutninger, der kan måle sig med de sværeste i vores historie” kom til at stå i krads kontrast til forårets nederlag med betalingsring, millionærskat m.v. Derfor var det vigtigt at undgå uheldig højttænkning fra baglandet, med urealistiske ønsker om, at statsministeren nytårsdag skulle træde i karakter som venstrefløjens redningskvinde og feje regeringens hårdtslående økonomiske politik med skrappe efterløns-, dagpenge- og kontanthjælpsreformer af banen.
Det er typisk et tegn på, at en regering er presset, at den lader nytårstalens hovedbudskab ”sive” for at tage bestik af reaktionerne. Det er set før. Til gengæld er det nyt, at det var statsministeren selv, der løftede sløret. Den slags markarbejde har tidligere statsministre overladt til partiets fodfolk eller sågar embedsmændene.
I december 2010, da Lars Løkke Rasmussens forberedte sin efterlønstale, var både han, hans parti og regeringen også i strid modvind. At trække efterlønskortet var et højt politisk sats, og derfor blev folk som Venstres ordfører Peter Christensen og venstre-journalisten Ejvin Bjørnkjær bedt om at sætte efterlønnens fremtid i spil i dagene op til nytårstalen. Lars Løkke Rasmussen selv forblev tavs. Helt tavs. End ikke i den stort anlagte annoncekampagne forud for nytårstalen, hvor Lars Løkke Rasmussen lagde navn til en række reformtiltag, blev efterlønnen nævnt.
Uanset motiverne, afmonterede Helle Thorning-Schmidts interview i hvert fald spændingen omkring nytårstalen. Baglandet holdt sig pligtskyldigt i ro. Det var kun fra fagbevægelsen, at der kom ydmyge ymt med håb om reformstop og tilbagerulning i nytårstalen.
Hermed var vejen banet for, at talen kunne fokusere på at gøre danskerne mere trygge ved de forandringer, vi åbenbart skal igennem, ved at slå på det unikke danske sammenhold: ”Når verden forandrer sig, er vores fællesskab stærkest”.
Alle nævnt = talen glemt
Løftebrudsdiskussionen har reddet regeringen som en mare gennem hele 2012, mens de resultater, regeringen faktisk har skabt, alt for ofte er blevet overskygget af markante nederlag eller uheldige enkeltsager. Det synes at have sat meget af dagsordenen for talen, hvor man på den ene side vil understrege, at regeringen har opnået en række konkrete resultater, men på den anden side for alt i verden vil undgå at blive hængt op på konkrete løfter. I hvert fald er nytårstalen kemisk renset for ethvert sporbart fingeraftryk, som kan komme til at plage regeringen og statsministeren senere.
I stedet rækker statsministeren håndfast ud til danskere med alt det gode, som følger af fællesskabets kraft, og som regeringen har gjort for os. Problemet er, at det bliver for meget af det gode. For selv om afsnittene om de homoseksuelles retsstilling og om folkeskolen står stærkt, er talen alt for ambitiøs i sit forsøg på at komme rundt i alle samfundets afkroge.
Allerede det historiske tilløb med oliekrisen og de sorte telefoner er langt. Bagefter kommer så afsnit om køn, bankkonti og familiebaggrund. Om frihed, talent og ansvar. Om styr på økonomien og hånd under beskæftigelsen. Om skattereform og ældrecheck. Om vindmøller og biogas. Hjælp til de langtidsledige, skatterabat og regelforenkling til virksomhederne.
Det er simpelt hen for meget. Talen er ikke bare lang – den er alt for lang. Fokus flyder. Seernes koncentration slipper op i takt med, at opremsningen fortsætter. Fortællingen ruller, men der mangler holdepunkter, som kan binde det hele sammen. Hvis fællesskabet skal bære et meningsfyldt budskab, kan det ikke være alting for alle.
Mit retoriske hjerte synker langsomt i tsunamien af ord. Selv om Helle Thorning-Schmidt på ny beviste, at hun er en fremragende taler, så kræver en vellykket nytårstale ganske enkelt et bedre budskab. Som Trine Nebel (R) meget rammende sagde i går, så er statsministerens venlige smil det eneste, der står tilbage fra årets nytårstale. Mogensen & Kristiansen kan man mene meget om, men det er sigende, at ingen af de to bagefter var helt sikre på, hvad talens formål var – i hvert fald fremadrettet.
Alle nævnt er en tale glemt.
Et alternativ?
Men var der så et realistisk alternativ? Det tror jeg. Først og fremmest kunne nytårstalen have været mere fokuseret og de gode afsnit stået skarpere ved at klippe 3-4 minutter ud. Men den kunne formentlig også have været tænkt mere offensivt. Her to ting, jeg lyttede forgæves efter:
1) Den nødvendige politik er Socialdemokratisk politik
Regeringen hænger på en økonomisk politik, der i medierne italesættes som klog, men borgerlig økonomisk politik. Men hvad er der u-socialdemokratisk ved et stærkt erhvervsliv og flest mulige arbejdspladser? I stedet for at beklage, at ”Det er ikke altid så nemt. Men vi bliver nødt til det”, kunne Thorning have taget fuldt ansvar og ejerskab, for den politik regeringen alligevel fører.
2) Regeringen har brudt med blokpolitikken
Trods al snakken om fællesskabet, taler statsministeren kun om ”vi” og ”regeringen”. Her kunne hun have omklamret oppositionen ved at gøre Danmarks redning til et fælles projekt som en retorisk modsætning til den tidligere regerings blokpolitik. Danskerne elsker konsensus. Der er allerede indgået brede forlig hen over midten – fx skattereformen – og der kommer givet flere. Det gør ikke noget, at det ikke var med regeringens bedste vilje, at skattereformen endte med en borgerlig vielse – det er resultaterne, som tæller.
Endelig kunne statsministeren med fordel have budt mere konkret ind med, hvad hun vil opnå i 2013. Ikke store ting måske, men i hvert fald nogle få, konkrete bud. Det ville styrke hendes troværdighed som statsminister i en situation, hvor regeringsgrundlaget i praksis er smuldret væk.
Næste træk
Vi fik heller ingen stor nytårstale af Helle Thorning-Schmidt i år. Men hun kan stadig nå det. Der var heller ikke meget, som talte til Lars Løkke Rasmussens fordel efter hans første nytårstale i 2010. Det var først med efterlønstalen, at alt vendte på hovedet.
Foreløbig har Helle Thorning-Schmidt ladet nytårstalen være en lejlighedstale, som enhver anden. Den flytter ikke noget, forandrer ingenting. Sådan har det også været før. Og det er under alle omstændigheder hverdagens politiske resultater, der vejer tungest på valgdagen.
Men er det så omkostningsfrit for en statsminister at holde sig til almindeligheder? Jeg er ikke sikker. For dagens danskere er 16 minutter lang tid – meget lang tid. Det kan hurtigt skuffe at skulle sidde stille og lytte godt efter i så lang tid, hvis der ikke sker noget interessant eller vigtigt. Danskerne er et ambitiøst folkeslag. I dag kræver enhver arbejdsplads med respekt for sig selv, at ledelsen kan vise vej og sætte mål. Måske skal Helle Thorning-Schmidt overveje, om en statsminister kan slippe af sted med mindre.
___
Eva Fischer Mellbin og Franz-Michael Skjold Mellbin “Nu Gælder Det Danmark!” om statsministerens nytårstale