Overskrift med HCH
16-22 Artikler aktivForside


ARTIKLER M.V. OM STATSMINISTERENS NYTÅRSTALE
 

thin grey line 950

Her er Evas artikel til KForum den 2. januar 2012 om statsministerens nytårstale set i et historisk perspektiv:
 

Helle ramte spørgsmålene - men missede svarene

“Det er så let at stille spørgsmålene. Og det er så svært at svare på dem,” lød det ildevarslende fra statsminister Hans Hedtoft i nytårstalen 1955. For den slags kommer kun fra en regering uden politik.
 
Helt så galt står ikke til med Thornings regering. Men danskerne er bekymrede. Løfterne er væk, åbningstalen i Folketinget overbeviste ingen, og så lød nytårstalen mere som en fuser end det brag, mange havde håbet på.
 
Det centrale spørgsmål i dansk politik hænger stadig i luften: Hvad går Thornings projekt egentlig ud på?
 

Den konservative Poul Schlüter ville i 1983 ’tænde håb’
 
1983 – Schlüter ville give os håbet tilbage
I 1983 forstod Schlüter at sætte en uomgængelig politisk dagsorden med sin første nytårstale. Ingen, som hørte ham tale, var i tvivl om, hvilket Danmark han så for sig, og at han havde viljen og energien til at gennemføre sin vision.
 
Kontrasten til Schlüters første nytårstale i 1983 er særlig interessant, fordi Schlüter ligesom Thorning stod over for en alvorlig økonomisk krise som nyudnævnt statsminister. Faktisk var krisen i 1983 værre end den, vi har i dag. Samtidig var Schlüters parlamentariske situation nærmest håbløs sammenlignet med Thornings.
 
Alligevel indledte Schlüter sin nytårstale med at slå fast, at ”nu er nedgang endt. Og håbet tændt”. 1983 skulle blive et ”vendepunktets år”. Her var manglende mandater ikke en undskyldning for manglende resultater. I stedet var Schlüters mission klar: at give danskerne håbet tilbage og bruge året til at rette op på statsunderskuddet og skabe grundlaget for nye, private arbejdspladser.
 
Schlüters svar på krisen var enkel: Vi danskere havde alt for længe ”skudt problemernes løsning fra os som forkælede børn”, nu var vejen frem ”massive offentlige besparelser samtidig med et gigantisk forsøg på at skabe forøget produktion.” Så var det sagt! Den nytårsdag blev der sandelig ikke fejet noget under gulvtæppet.
 
Schlüters udmelding blev mødt af en proteststorm. Men den konservative statsminister havde givet danskerne et projekt, mange troede på. Selv om arbejdsløsheden steg kraftigt fra 1983 til 1984, vandt De Konservative valget i januar 1984. I 1984 blev der så skabt 50.000 nye private arbejdspladser på trods af, at krisen fortsatte med uformindsket styrke i udlandet.
 
 
2012 – krise uden håb

Vi spoler frem til Thornings krisetale. Her er svaret på krisen langt mere afmålt og uklart end Schlüters, selv om medicinen tilsyneladende er den samme: offentlige besparelser og styrket konkurrenceevne.
 
Værre er, at Thorning ikke som Schlüter sættet al sin autoritet ind på, at den bitre medicin virker. Hun lover os ikke, at hun kan vende krisen, hvis blot vi støtter hende. Nærmest tværtimod. ”Og jeg vil sige det meget klart i aften. De fede år ligger bag os. Vi skal forberede os på nogle magre år. (…) Vi vil opleve nedskæringer og besparelser. (…) Når vi skal træffe svære beslutninger, er det netop for at fastholde, og ikke afvikle, det Danmark, vi holder af.”

”Nogle magre år” – det lyder foruroligende som da en udbrændt Anker Jørgensen i sin sidste nytårstale i 1982 advarede om, at ”der ikke er udsigt til, at vi efter syv magre år nu står over for syv fede.”
 
Og ”fastholde”? Siden hvornår er stilstand blevet godt nok for en ny regering? Igen mindes man Anker Jørgensens mismod fra 1982. Vi må, sagde han, ”erkende, at vi kan ikke med egen hånd afskaffe arbejdsløsheden. Vi kan begrænse den.”
 
Det er modigt, at Thorning lagde kortene på bordet om krisens alvor. Men talen var også en chance, der blev forspildt. Fordi danskerne ikke fik et svar på det spørgsmål, som vi ifølge Megafon efterlyser allermest: Hvor skal fremtidens arbejdspladser komme fra?
 
Nu er det jo selvsagt ikke sådan, at en statsminister i en krisetid blot kan kaste sig ud på dybt vand og tro på, at det går godt. Poul Hartling forsøgte i 1974 forgæves at presse Folketinget til et omfattende pris- og avancestop med sin nytårstale. Det kom der intet godt ud af.
 
Men jeg forstår kun alt for godt, at Frank Aaen (EL) efter Helle Thornings tale spurgte, hvorfor i alverden hun ikke i det mindste slog på regeringsgrundlagets vision om nye grønne arbejdspladser baseret på en omstilling til vedvarende energi. Er det ikke længere et bud?
 
 
Hvor forsvandt Fogh hen?

Thorning bekræftede nytårsdag på ny, at hun er blændende til at levere ordene. Ikke siden Poul Schlüter satte sig afslappet til rette foran kameraet i en lænestol uden skrivebord, har vi set en statsminister, der var bedre performer. Et fast blik, rank ryg og en myndig oplæsning. Smilte hun for meget? Nej! Danskerne gider ikke grædekoner – end ikke til begravelser.
 
Rent retorisk var det en velskrevet tale. Men heller ikke mere. Der var ingen mindeværdige ord eller sætninger, der brændte sig fast. Jeg havde selv håbet på en tale, der var mere skarp i formuleringerne som hos Fogh, der havde meget andet end smagsdommere at byde på, fx ”Ytringsfriheden kan ikke gradbøjes” der satte dagsordenen i 2006. Thorning kan jo godt: ”Vi gjorde det!” Den husker vi længe endnu.
 
Måske gik slagordene tabt, fordi Thorning skulle fremstå mere nærværende og empatisk. Thorning er i givet fald langtfra den første statsminister, der har brugt nytårstalen til at komme mere på omgangshøjde med vælgerne. Krag og Fogh havde begge problemer. Krag med sine kernevælgere og Fogh med kvinderne. Begge forsøgte – med en vis succes – at bruge deres nytårstaler til at mindske afstanden. Fogh bedst med Tsunami-talen i 2005.
 
Men ord betyder altså noget. ”Skattestop” og ”Behandlingsgaranti” – Fogh lærte os, hvordan en hel politik kan koges ned til ét ord, der kan siges igen og igen. Thornings politiske projekt kunne godt tåle nogle solide buzzwords til at stimulere debatten.
 

Krise er det normale, men hvad så?

Det er gået godt for Danmark så længe, at vi har glemt, at det er lidt af et mirakel, at vi er nået så langt og har klaret os så godt. Og at det meget hurtigt kan gå den anden vej. Men 70 års nytårstaler levner ingen tvivl. Økonomisk krise er normalbilledet for Danmark.
 
I 1965-talen var det Jens Otto Krags beskedne målsætning, at Danmark skulle være ”et moderne land på linje med det øvrige Europa” – når det gjaldt undervisning, transport, sundhed, boliger og socialvæsen. Det er langt fra danskernes selvopfattelse i dag. Her hjalp Thornings tale ikke meget.
For danskerne fik ikke svar på det, vi allerhelst ville høre: Hvor skal fremtidens danske arbejdspladser komme fra?
 
Svarene, Thorning, dem savner vi. Meget.

___

Eva Fischer Mellbin og Franz-Michael Skjold Mellbin “Nu Gælder Det Danmark!” om statsministerens nytårstale